Essay den 20/8- 09                                     Bolette Carlslund

E N  U L T I M A T I V  F O R A N D R I N G

 Alt er relativt.

  Jeg går en ny tid i møde, en ny æra i mit liv, og for at være helt ærlig, er det med blandede følelser. For fem år siden gik min storesøster på samme efterskole, som jeg gør nu, nemlig Efterskolen ved Nyborg, og lige siden jeg så, hvordan hun forandrede sig fra at være en indelukket, ulykkelig poptøs til at være en åben og udadvendt efterskolepige med ”dreadlocks” og slidt genbrugstøj, har jeg glædet mig. For jeg så, at hun blev lykkelig.

  I fem år har jeg ventet og tænkt og ventet og været utålmodig og træt af folkeskolen og de personer, der går der. Og nu er jeg her. Alting er surrealistisk og helt anderledes end jeg troede det ville være. Ikke negativt. Men anderledes.

  Min kæreste bor i Gilleleje. Det tager tre timer med tog og det koster 250 kroner tur/retur for mig at tage hjem. Og jeg bliver så ked af det, hver gang jeg begynder at tænke på det. Mine tanker vandrer, og i et sekund kan jeg elske det her og glemme alt, hvad jeg har efterladt derhjemme, for kun at fokusere på mine nye venner og mit nye liv, her, i min nye by, Nyborg. I det næste sekund kan jeg synke ned i et dybt, sort hul, som kræver utrolig meget viljestyrke at komme op af igen.

  Men jeg kommer op. Jeg kommer altid op, for jeg ved, hvad der er udenfor, oppe i lyset. Der er søde mennesker, muligheder og masser af håb for at leve livet og nyde det.

  Og jeg nyder! Jeg nyder alting her, jeg elsker selskabet, jeg elsker alle de forskellige men-nesker, fra alle steder i Danmark, der er så forskellige, og dog så ens! Vi er alle sammen i samme båd og det mærkes. Ingen har fordele, ingen ved, hvad de er gået ind til, alle er på bar bund og alle har valgt at arbejde med lige præcis deres passion og derfor vil alt blive så meget nemmere.

  Alle vil, ingen vil ikke. Hvilket passer mig utrolig fint, idet, jeg lige har afsluttet ti års trældom i folkeskolen med ubrugelige lokaler, lærere, der taler ned til eleverne og atlas, hvor Tyskland stadigvæk er delt i to.

  Man troede næsten det var for godt til at være sandt, at der findes skoler på denne jord, hvor lærerne rent faktisk taler til os elever som voksne mennesker, der er præcis lige så meget værd som lærerne selv. Men det er faktisk sådan en skole jeg går på nu. Og jeg elsker det.

  Jeg ved ikke, hvad jeg har været så urolig for, alle de aftener, ugen op til at jeg skulle af sted, hvor jeg lå og græd og hvor jeg allermest bare havde lyst til at blive hjemme, det giver ingen mening for mig nu. Nu giver alt andet mening og jeg har forstået pointen i det hele nu. Jeg er helt bjergtaget af tanket om at skulle tilbringe de næste ti fantastiske måneder i Nyborg, sammen med alle de skønne mennesker jeg har mødt her. Jeg betragter allerede Nyborg som mit hjem nu, i mit hoved bor jeg ikke i Gilleleje mere. Alting har ændret sig.

  Jeg kan elske, jeg kan hade og jeg kan både græde og grine på samme tid. Alt er en stor blanding af følelser, der hele tiden skiftes om at dominere mit sind, min hjerne, mit hjerte. Og min evne til at tænke. Jeg kan ikke lade være med at tænke. Jeg tænker konstant, på alt mellem himmel og jord, jeg analyserer, jeg gennemskuer, jeg konkluderer. Hele tiden.