Teater

 

 På Efterskolen ved Nyborg tager vi begrebet teater på ordet. Vi laver ikke dramapædagogik, vi laver teater. Vi har den overbevisning, at den bedste måde at lære noget fornuftigt om teater på er at arbejde seriøst med det. Derfor vil du hos os komme til at arbejde som skuespiller med det særlige talent, du har. Du behøver ikke at have gået til drama eller teaterundervisning, før du kommer til os. Undervisningen på EVN bygger på din lyst til at lære noget, din nysgerrighed på hvad teater er og din glæde ved at opleve personlig udvikling, klare fremskridt og glæden ved at bidrage til et godt resultat. Du bliver medlem af en teatergruppe, vi som udgangspunkt kalder Kvarten. Kvarten er kælenavnet for vores teatersal. Den gruppe, du bliver medlem af, kan selvfølgelig vælge at kalde gruppen noget helt andet; det, der virkelig betyder noget, er at I ser jer selv som en gruppe af scenekunstnere, der brænder for at lave godt og spændende teater for de andre elever på skolen, for jeres forældre og for borgerne i Nyborg – fx elever på vores naboskole, Borgerskovskolen.

 

Et typisk forløb 

 Så snart I har lært hinanden godt at kende, skal vi i gang med vores første store satsning, et godt stykke, der sættes op efter helt traditionelle principper, hvor skuespillerne arbejder som udøvende kunstnere: Man får et manuskript, du får en rolle at lære udenad; vi skal bygge kulisser, samle rekvisitter, finde kostumer, og til sidst skal I sminkes, inden I går på scenen og fyrer den af. Der skal naturligvis også sættes lys og køres lyd – men hvad har man lærere til? Efter juleferien går en ny produktion i gang. Det er en proces, hvor I skal bruge jeres kreativitet som skabende kunstnere. Med udgangspunkt i et kunstværk – vi vælger ét af jeres forslag – skabes en række sceniske forløb, både forberedte og improviserede, som bliver det materiale, vi kan samle til et stykke, der prøves op på traditionel vis til en performance, der i princippet kan sættes i scene hvor som helst. Hele holdet er med til at tage alle beslutninger om praktiske spørgsmål såvel som kunstneriske.

 

Eksamen

 Med disse to forløb i bagagen står du rigtig godt rustet til at indlede dit eksamensforløb. (Jo du læste rigtigt!) Senest i løbet af forårssæsonen skal du have valgt en eksamenstekst, som regel en monolog, som du går til eksamen i. Du får naturligvis hjælp og vejledning i hvordan du bedst viser, hvad du kan, ved hjælp af den valgte tekst. Teatereksamen lægges som regel efter de andre fags mundtlige prøver.

 

Lidt om teorien

 Teaterundervisningen eller skuespillertræningen bygger grundlæggende på principper udviklet af den russiske instruktør og teaterpædagog Konstantin Stanislavskij samt nogle mere moderne opgør med hans teorier gennem arbejdet med fx Viewpoints og Konceptuel devising. Med Stanislavskij ved hånden vover vi os ud i virkeligheden og ind i fiktionen. Skuespillerne træner deres forestillingsevne og øver sig i iagttagelse af virkeligheden. Iagttagelser der senere bringes på scenen i bearbejdet form for eksempel som en figur, hvor eleverne har været på gaden i Nyborg og set på almindelige mennesker, iagttaget deres kropsholdning, måde at gå og bevæge sig på og de forskellige gestus, der er med til at karakterisere et menneske. Men vi undgår ikke en analyse af stykket for at finde ”de givne omstændigheder” og bl.a. på den baggrund finde og ”spille situationen” i de scener, vi arbejder med. De ni viewpoints træner vi brugen af fra begyndelsen. De hjælper til at fastholde opmærksomheden på æstetikken i det sceniske udtyk, så vi ikke fortaber os i psykologi og årsagssammenhænge. De kan også indgå som ingrediens i arbejdet med konceptuel devising. Her er ideen, at vi skaber ”kunst på kunst”. Som sagt tager vi udgangspunkt i et selvvalgt kunstværk – det kan også godt være et emne, der optager os – og som vi skal forholde os til ved hjælp af forskellige kunstneriske udtryk, der dog alle skal præsenteres som scenisk materiale. Alle deltager i bedømmelsen af de forskellige værker, vi ser bl.a. på hvor det magiske øjeblik opstod og noterer undervejs hvad vi har set, hvor der var magiske øjeblikke og hvori de bestod. Når vi synes, vi har materiale nok, bliver vi enige om hvordan materialet skal sættes sammen, og derefter kommer sliddet med at få det sat i scene og gjort det til en spændende, vedkommende, smuk kunstnerisk oplevelse for publikum.

 

Musical

 Som teaterelev på EVN er du automatisk indskrevet til at være med i skolens musical, hvor alle de elever, der har lyst, kan være med – som sangere, dansere, skuespillere, musikere, scene-, lys- og lydteknikere, som kostumierer, PR-folk og hvilke opgaver, der ellers skal løses i den forbindelse. Musicalen sættes op uden for normal skoletid og du vil typisk få sceniske opgaver, men også praktisk arbejde med scenografi, kostumer osv. Det er hårdt arbejde, men kun derigennem kan musicalen blive noget, du vil tænke tilbage på med glæde og stolthed.

 

 

Hvad får du ud af det?

  Du vil få et spændende og aktivt år, hvor du lærer noget om, hvad teater er. En mangesidet kunstart, der både kan glæde og fornøje men også provokere og irritere. Du vil få mulighed for at prøve dig selv af som skuespiller og få et lille indblik i hvad det kræver at arbejde som seriøs skuespiller, der både skal kunne spille klassikerne og være med på en performance. Du vil have lært noget om dig selv, om det at være menneske; opnået en større selvbevidsthed, større selvsikkerhed. Du vil også have nemmere ved at koncentrere dig over længere tid, være mere fokuseret og være bedre til at stå overfor en større forsamling og fremlægge resultaterne af dit arbejde.

 

Teaterture.

I løbet af skoleåret skal vi selv ind at se teater i Odense, i Svendborg - eller i København. I foråret 2008 skal vi på teatertur i London.

 

Fællesskab

På teaterlinien er alle afhængige af hinanden, derfor er det vigtigt, at vi har et godt fællesskab. Det er med andre ord dig, der som del af en velfungerende helhed er med til at puste liv i teatertræning såvel som i vores forestillinger.

Vi bor sammen med musikkerne. Det er fint at bo sammen med kreative mennesker. Se Camillas fortælling.

 

 

Teatercamp 2010 

I august har vi en camp for unge, som er vilde med teater. En skøn måde at bruge noget af sin ferie på. Campen er både for kommende elever og andre, som bare har lyst til teater og samvær. Se mere her

 

 aktion i dramasalen

 

Efterskolen ved Nyborg - Ringvej 5 - 5800 Nyborg - 65312920 - Powered by Ziteman CMS