10. WorldWide
Projekt- og Rejselinjen er et tilbud til dig, der skal tilbringe 10. eller 11. klasse på efterskolen. Her rejser vi os fra liggestolene for med åbent sind at møde fremmede kulturer. Rejserne er mødet med mennesker, hvis traditioner, mentalitet, samfund, mad, sprog og kultur ligger fjernt fra det, vi kender fra vores egen hverdag. Rejserne er oplevelser og indtryk, der udvider vores horisont, og giver os en bedre forståelse for verdens mangfoldighed.
En verden til forskel
Mødet med fremmede kulturer er krævende. Og vi skal huske på, at for dem, vi besøger, er det os, der er anderledes og fremmede. Det er derfor vigtigt at være godt forberedt. Store dele af skoleåret går med projektarbejde om de lande, vi skal besøge. Du skal lære både at arbejde alene og sammen med andre. Du skal have lysten, interessen og tålmodigheden til at fordybe dig i et fremmed lands kultur.
Verden som linjefag
Vi drager ud på to rejser i løbet af et skoleår: Frankrig og Cuba eller Peru. Der rejses i foråret 2007 for første gang til Cuba. Ellers har rejsemålet været Peru. Efter turen vil vi evaluere, hvilket rejsemål, vi skal vælge fremover. I Cuba vil eleverne blive indskrevet på et universitet i en uge og i øvrigt blive indkvarteret en uge hos lokale familier. Peru er også et spændende rejsemål. Det er et meget smukt land med et meget varieret landskab og klima. Du oplever meget høje bjerge, ørken og jungle – tropisk klima ved kysterne og tempereret i bjergene. Du kommer også tæt på indianerkulturen og nogle af kunstskattene fra tidligere tider. En del af tiden bor du hos lokale peruvianske familier. Paris er det første rejsemål. Rejsen foregår med den blå bus, og turen er i sig selv en oplevelse, der "ryster" sammen. Turen er elevernes første bekendtskab med at arbejde opsøgende og projektorienteret med et andet lands kultur.
En rygsæk fuld af erfaringer
Et år i 10. WorldWide er en oplevelse for livet. Du får gennem mødet med fremmede kulturer en bedre forståelse, ikke bare for dem, du besøger, men også for dig selv. Og har du senere i livet lyst til at pakke rygsækken og møde verden, garanterer vi dig, at du allerede har tasken fuld af nyttige erfaringer.
Se pædagogsike begrundelser for 10.WorldWide
Se Frk. Foldagers fornemmelse for Paris.
Se elevernes egne hjemmesider